Vold kan komme til udtryk på mange måder – og det er ikke altid synligt for omgivelserne. Uanset om volden er fysisk, psykisk, digital eller økonomisk, har den alvorlige konsekvenser for den, der udsættes. Her kan du få et overblik over de forskellige former for vold og hvordan de kan vise sig i hverdagen.
Fysisk vold dækker over enhver form for voldelig handling, der forårsager smerte eller skade på kroppen – fx slag, spark, kvælningsforsøg eller at blive fastholdt mod sin vilje.
Psykisk vold handler om kontrol, manipulation og nedbrydning af en persons selvværd gennem trusler, ydmygelser, tavshed eller isolation.
Digital vold foregår online eller via digitale medier og kan inkludere overvågning, trusler, deling af private oplysninger eller krænkende beskeder.
Seksuel vold er enhver seksuel handling, du ikke har givet samtykke til – fx tvang, pres, voldtægt eller krænkende berøring.
Stalking er gentagen uønsket kontakt, overvågning eller forfølgelse, som skaber frygt og utryghed – både fysisk og digitalt.
Materiel vold er, når en person ødelægger eller kontrollerer dine ejendele som en måde at skræmme eller straffe dig på.
Økonomisk vold sker, når en anden person kontrollerer din adgang til penge, forhindrer dig i at arbejde eller tvinger dig til økonomisk afhængighed.
Æresrelateret vold handler om kontrol, skam og forventninger – og om at opretholde familiens eller slægtens “ære”.
Krisecenter Fyn er for voldsramte kvinder og børn i hele landet, med beliggenhed i Assens Kommune. Vi har hemmelig adresse for at værne om din sikkerhed.
Vores telefon har døgnåbent, så du altid kan få hjælp og vejledning.
© Krisecenter Fyn
CVR: 41 55 29 99