Vores værdigrundlag

Vi ønsker at møde alle, medarbejdere, samarbejdspartnere og dig som beboer, med respekt for lige netop din måde at være i verden på. Vi tror på at du, med den rigtige hjælp, vil være i stand til at ændre dit liv, så du ikke behøver udsætte dig selv og dine børn for et liv med vold.

Vi ønsker at give dig muligheden for et godt liv gennem trygge rammer, og vi tilbyder præcis den kontakt og den hjælp, der skal til, for at det bliver muligt for dig at opfylde det, du drømmer om.

Vi ved, at vi har forskellige ting med os her i livet, og at vi ikke er ens eller ser på tingene på samme måde. Derfor ønsker vi at mødet med dig bliver med respekt for dig, dine valg og dine meninger.

Ingen er eksperter på andres liv, og kun med oprigtig nysgerrighed kan vi blive klogere på, hvilke leveregler, normer og værdier der er på spil, når vi som mennesker er udfordrede og forandring ønskes. Vi har alle en historie og en række fortællinger med os, og i de fortællinger ligger kimen til udvikling og styrken til større selvstændighed.

Indimellem skal der de rigtige betingelser, den vigtige tryghed og ro, de helt nye muligheder eller det kærlige og livskloge menneske i din nærhed til at skubbe dig i den rigtige retning.
Åbenhed og ærlighed er en forudsætning for tryghed i relationer, og vi tror på, at alt kan siges med de gode intentioner som udgangspunkt.

Under de rette omstændigheder kan alle lære at klare ting, de ikke troede, de kunne eller turde – og derved opnå større selvstændighed og livsglæde.

På Krisecenter Fyn er vi alle en del af et fællesskab, som handler om, at alle bidrager med noget, som har værdi for andre. Gennem et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed, omsorg og rummelighed overfor hinanden, skabes de bedste betingelser for udvikling og et sikkert fundament for fremtiden.

Kontakt os

Døgntelefon: +45 91 93 33 00
Email: kontakt@krisecenterfyn.dk


Sikker mail:
sikkermail@krisecenterfyn.dk

CVR: 41 55 29 99