Hvem står bag Krisecenter Fyn?

Bag Krisecenter Fyn står vi, Noura og Helle – og vi bringer begge en stor faglig ballast med os. Inden for arbejdet med udsatte mennesker har vi henholdsvis 18 og 25 års erfaring og en solid uddannelsesbaggrund. Derfor er det vigtigt for os at drive mere end “bare et tilflugtssted".

På et fagligt fundament er vores vigtigste opgave nemlig at støtte kvinderne i at tage ejerskab over deres eget liv igen. Det er dem, der skal gøre arbejdet – men i en kaotisk tid, hvor håbet kan være svært at finde, tilbyder vi at være deres “vikarierende håb". Det giver tryghed, at der er andre, der tror på dem, når de ikke selv kan.

Vores vision – og hele vores grund til at starte et krisecenter op – er, at kvinderne skal blive herre over eget liv og tage ansvar for at få et godt liv. På trods af, hvad de har oplevet.

Vi ved, at dét kræver hårdt arbejde og helt nye strategier og redskaber. Derfor stiller vi os altid til rådighed – både som faglige personer, men lige så meget som mennesker. Vi ved, at vi begge altid vil gå den ekstra mil for beboeren. Hvis den ene glemmer det i en travl hverdag, vil vi altid huske hinanden på det. Deres behov først. Og det samme forlanger vi også af vores medarbejdere.

Det betyder, at vi både har en kæmpe omsorg for kvinderne, men også tør sige de svære ting højt og stille et ærligt spejl op foran dem. Når en kvinde efter opholdet siger “Hold op, jeg har været sur på jer – men hvor er jeg blevet stærk”, så er vi lykkes!

Kontakt os

Døgntelefon: +45 91 93 33 00
Email: kontakt@krisecenterfyn.dk


Sikker mail:
sikkermail@krisecenterfyn.dk

CVR: 41 55 29 99