“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende på et krisecenter. Det er sådan noget, man hører om, ser på film – men ikke noget, man forestiller sig vil ske for én selv.”
Sådan begynder fortællingen om et hårdt liv for en af vores tidligere beboere. En fortælling, hun har indvilliget i at dele, selvom det er svært og ripper op i mange smertelige minder.
Men det er vigtigt for hende.
Som hun siger:
“Kan jeg hjælpe bare én, der ikke skal det samme igennem som jeg. Så har jeg nået mit mål. Jeg vil gerne dele min fortælling, så andre i samme situation ved, at de ikke er alene. Vi er mange, der har oplevet det samme.”
Hendes opvækst var præget af utryghed. Med en far der drak og en mor, der nok var til stede fysisk, men aldrig rigtigt nærværende, lærte hun tidligt, at hun måtte klare sig selv.
Mens hendes yngre søster blev familiens lyspunkt, følte hun sig altid som en outsider i sit eget hjem og sin egen familie. Det var en barndom, der på mange måder gjorde hende sårbar – og det er noget, hun ser i dag.
“Når man er vokset op i kaos, er det svært at kende forskel på kærlighed og kontrol,” fortæller hun.
Så da hun senere trådte ind i et voldeligt forhold, føltes det næsten som en forlængelse af noget velkendt.
Da hun mødte sin kæreste, virkede han i starten som en redning – som en, der kunne give hende den kærlighed og tryghed, hun længtes efter.
Men hurtigt blev det tydeligt, at hans misbrug af stoffer, alkohol og spil havde taget over.
Hverdagen blev et mareridt af uforudsigeligheder. “Jeg levede i alarmberedskab 24/7. Jeg vidste aldrig, om han ville komme hjem, eller hvordan det – og han – ville være, når han gjorde.”
Sidste gang han overfaldt hende, eskalerede volden, og han forsøgte at kvæle hende.
Hun fik dog revet sig fri og smed ham ud.
Efterfølgende kom hendes veninde og hentede hende, og hun overnattede hos hende. Politiet blev involveret med det samme, og hun anmeldte sin ekskæreste. Men det var svært for hende at anmelde en, hun havde været sammen med. “Jeg trak anmeldelsen tilbage flere gange, fordi jeg ikke ville ødelægge hans fremtid, selvom jeg burde have tænkt på mig selv.”
At hun endte på Krisecenter Fyn var ikke noget, hun havde planlagt. Og havde det ikke været for en bekymret politimand, var hun nok slet ikke havnet der.
Men det blev hendes redning.
Ikke kun på grund af fællesskabet og den hjælp hun fik på krisecentret – men fordi hun tog den endelige beslutning om at gøre det forbi med sin ekskæreste og begynde i behandling.
“Da jeg kom til Krisecenteret, var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg kunne ikke mærke mig selv, alt var sløret. Men jeg blev mødt med en varme og omsorg, som jeg aldrig har oplevet før. Det føltes som om, de tog mig i hånden og sagde: ‘Vi er her for dig.'”
Her, blandt kvinder, der stod i samme situation som hende selv, begyndte helingen. “Det var en lettelse at være et sted, hvor jeg ikke skulle forklare alting. Vi forstod hinanden – også uden ord.”
Tiden på Krisecenteret var en pause fra alt det svære, men vejen ud af volden var ikke nem.
Destruktive forhold havde nemlig præget det meste af hendes liv, og skaderne var dybe. “Jeg havde tiltrukket de forkerte mennesker hele mit liv. Det var først, da jeg fik traumebehandling, at jeg forstod, at det ikke handlede om mig – det handlede om, at han var syg.”
Da hun forlod centret, var hun stadig knækket og stod over for den næste udfordring; at få sin datter tilbage.
Hun havde nemlig tidligere været i et 23 år langt forhold præget af psykisk vold og nedgørelse – et forhold der resulterede i en datter, som hun kæmper for at få et forhold til igen: “Jeg har ikke set min datter i seks måneder på grund af fremmedgørelse, og det har kun forværret mit helbred.”
Fortiden har sat sine spor, og i dag lever hun bl.a. med HSP og angst.
“Jeg skal udredes for kompleks PTSD, og jeg har også angst og hypersensitivitet. Det er mine livsvilkår i dag, og jeg kan ikke længere arbejde. At have levet i disse forhold har knækket mig både fysisk og psykisk.”
Heldigvis har hun nu fundet en mand, der rummer og støtter hende – en, der hjælper hende med at bygge et nyt liv. “Jeg tager én dag ad gangen. Det er stadig svært, men jeg er ikke alene længere.”
Det har taget tid at komme hertil, og vejen har været lang. Men én ting står klart for hende. Uden Krisecenteret ville hun nok aldrig have haft modet til at tage de første skridt. “Jeg er stadig i kontakt med nogle af de kvinder, jeg mødte der. Det fællesskab var med til at redde mit liv.”Det er vigtigt for hende at dele sin historie, ikke bare for at sætte fokus på sine egne konsekvenser, men også for at give et billede af de ødelæggelser, som fysisk og psykisk vold kan have på et menneskes liv.
“Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre, der kan relatere til det samme, og give dem håb om, at det er muligt at komme ud af voldsspiralen. Det er så vigtigt for mig, at omverdenen forstår, hvor store omkostninger der følger med, når man har været udsat for fysisk og psykisk vold. Det er altødelæggende”, afslutter hun.
Døgntelefon: +45 91 93 33 00
Email: kontakt@krisecenterfyn.dk
Sikker mail:
sikkermail@krisecenterfyn.dk
CVR: 41 55 29 99
